stiller spørgsmål

stiller spørgsmål

I museumssammenhæng kan konsekvenserne af den ændrede samfundsforståelse identificeres i ud-
viklingen af den ”ny museologi”, der stiller spørgsmål ved traditionelle museale processer, og i praksis

kan forandringen identificeres som et fokusskifte, hvor museernes blik nu er rettet ud af museet mod

publikum frem for et tidligere fokus på samlingen inde i museet (Løssing, A. S. W., 2009, p.9). Muse-
umsinstitutionen er ved at åbne sig op og ryste sit lidt støvede image af sig som et tempel. Arkitekto-
nisk er mange museer gennem tiden blev bygget som ophøjede monumentale bygninger med tydelige

referencer til eller som direkte kopier af templer, som ofte forbindes med aura, magt, visdom, fordy-
belse og rituelle ceremonier (Hooper-Greenhill, 2004; Duncan, C. 1995). Placeringen er ofte tilbage-
trukket med stort anlagte haveanlæg og mange trapper, der skal forceres, grandiose indgangspartier

med marmorskulpturer, friser og søjler, der alt sammen medvirker til at sætte stemningen for oplevel-
sen. Med tiden har denne oplevelse fået en ekskluderende effekt, fordi udvælgelsen og principperne

for præsentationen af genstandene ligeledes har været svært tilgængelig for den almindelige sammen-
satte befolkning (Kulturarvsstyrelsen, 2009a, p.11). Den canadiske museolog Duncan F. Cameron be-
tegner denne udvikling som det ekskluderende museum, der er rodfæstet i den demokratisering af kul-
turarven, som fandt sted i 1960’erne (Løssing, 2009, p.10). Med oprettelsen af Kulturministeriet i 1961

gennemførtes et omfattende kulturpolitisk reformarbejde, der kan sammenfattes under begrebet
”demokratisering af kulturarven”. Denne kulturpolitik byggede på et ”dannelseskultursyn” med det
erklærede formål, at gøre kunsten og kulturen tilgængelig for alle, så den kunne medvirke til at oplyse
og danne den brede befolkning (Duelund, 1995, p.36). Museerne fik hermed en vigtig opdragende
funktion i samfundet, men allerede fra 1970’erne begyndte en gradvis nedbrydning af det idégrundlag,

der lå bag oplysningstidens museumsprojekt. Opfattelsen af kultur skiftede fra et snævert kulturbe-
greb, der angik ”finkultur”, til et pluralistisk kulturbegreb, som omfattede flere delkulturer med for-
skellige udtryksformer (Ibid). Den afgørende forskel var, at kulturen blev forstået som en proces frem

for den tidligere opfattelse af kultur som statiske genstande. Den generelle samfundsmæssige over-
gang til det postmoderne hyperkomplekse samfund har ligeledes været kendetegnet ved en nedbry-
delse af universelle sandheder og autoriteter til fordel for et pluralistisk, relativt og mangfoldigt ver-
denssyn. For museumsinstitutionen har det betydet, at der ikke længere kun er én stemme, den kura-
toriske, men flere. Museerne begyndte derfor i 1970’erne at lave brugerundersøgelser, men er dog

ifølge professor i museologi Eilean Hooper-Greenhill først fra 1990’erne blevet opmærksomme på
forhold omkring, hvordan publikum forstår, fortolker og oplever de kuratorisk formidlede genstande
(Hooper-Greenhill, E., 2004, p.563).

No Comments

Post A Comment