communication under a

04 jul communication under a

Dette kan ikke ske gennem en kontrolleret envejs-transmission; vi kommunikerer gennem en ligeværdig udveksling, fordi vi mennesker er sociale og derfor altid har dyrket fællesskabet: ”If the archetypical case of communication under a transmission view is the extension of messages across geography for the purpose of control, the archetypical case under a ritual view is the sacred ceremony that draws persons together in fellowship and commonality.” (Carey, J. W., 2009, p.15) Den digitale generation på museum 35 Det rituelle perspektiv er således i tråd med John Fiskes semiotiske perspektiv på kommunikation; i begge tilfælde forstås kommunikation som en social interaktion, hvor parterne forenes som medlemmer af samme fællesskab, samfund eller kultur (Fiske, J., 1982, p.3). Men hvor Fiske i mikroperspektiv kigger på social interaktion i forbindelse med en besked og hvordan mening skabes i produktionen/læsningen af denne, kigger Carey mere på måden, vi udlever den sociale interaktion og hvordan denne i kraft af vor kommunikation skaber vores virkelighed. Eilean Hooper-Greenhill har overført James Careys kommunikationsperspektiv til en museologisk kontekst for at undersøge, hvordan museumsinstitutionens kommunikation har udviklet sig i lyset af de større samfundsmæssige og kulturelle forandringer.

I sin analyse af museet skelner hun mellem de to paradigmer, der har præget museumsinstitutionens historie og værdier og sidestiller det modernistiske museum med transmissionstilgangen og det postmodernistiske museum med den rituelle kommunikationstilgang. Kommunikationen i det modernistiske museum har ikke taget højde for kulturelle eller sociale processer og har slet ikke fokuseret på modtagerne – kommunikationen er foregået som Shannon og Weavers lineære model, hvor museet har kommunikeret til et passivt ”publikum” uden at forholde sig til, hvordan budskabet er blevet forstået af de enkelte individer, som fællesbetegnelsen ”publikum” indeholder (Op.cit. p.562). Med postmodernismen har museernes udstillingspraksis arbejdet sig væk fra envejskommunikationen, så formidlingsformen af den autoriserede viden eksempelvis i form af skilte og ufleksible udstillingsdesigns har bevæget sig i retningen af engagerende udstillinger, der lægger op til at åbne modtagernes fortolkningsrum (Kulturarvsstyrelsen 2007, p.26). Søren Pold understreger i Kulturarvsstyrelsens publikation Digital kulturformidling, at museernes genstande ikke udelukkende er interessante i sig selv, de bliver først betydningsfulde, idet publikum møder dem med deres forståelseshorisonter (Ibid.). Interaktionstilgangens semiotiske og hermeneutiske meningsskabelsesprocesser afspejles tydeligt i dette ’mikroperspektiv’ på selve mødet med genstandene. På et makroniveau åbner Careys rituelle perspektiv op for museet som institution i et globalt informationssamfund, hvor kommunikationsformen har ændret sig siden det modernistiske industrisamfund. En af de faktorer, der for alvor påvirker kommunikationsformen, er den informationsteknologiske udvikling og alle de nye interaktive medier, der især er opstået i forbindelse med Web 2.0. For museerne betyder det, at de i deres webkommunikation må forholde sig til nye kommunikationsmodeller, hvor de traditionelle afsender- og modtagerroller kan bytte plads, og hvor brugerne nu i højere grad kan interagerer med hinanden.